Montagevejledning

Indbygning

Winvent-ventilen kan indbygges i ventilationsvinduer, der består af en udvendig og en indvendig ramme med et luftmellemrum på mellem ca. 60 mm og op til ca. 150 mm.

Alternativt kan Winvent bygges ind i overkarmen eller i et felt over denne.

Bestykning med Winvent-ventiler

Du behøver ikke at montere flere Winvent-ventiler, end det antal der netop giver dig det nødvendige og tilstrækkelige luftskifte (for boliger: ca. svarende til 1/2 gang i timen).
Winvent er ved indgåelse af en ordre gerne behjælpelig med at bestykke med det nødvendige antal ventilationsvinduer i de enkelte rum samt det tilhørende antal Winvent-ventiler, der skal til for at opfylde f. eks. Bygningsreglementets ventilationskrav.

Undertryk i bygningen

Winvent-ventilen kræver en anelse undertryk i bygningen, for at støtte den naturlige opdrift, der opstår ved friskluftens forvarmning op gennem ventilationsvinduet, bl. a. i de vejrsituationer, hvor der f. eks. er vindsug på en facade, og hvor den termiske opdrift i disse situationer ikke alene kan matche dette.

Undertrykket skal sikre, at der ikke sker tilbageslag af varm rumluft ud i glasmellemrummet, hvilket ville give dug her – altså sikre at der altid er en friskluftstrøm op gennem ventilationsvinduet og ind i bygningen og ikke den modsatte vej.

Undertrykket tilvejebringes via et udsugningsanlæg, der enten kan være et rent mekanisk anlæg eller et hybrid-ventilationssystem, der er baseret på naturligt aftræk suppleret med en støtteventilator, der kun idriftsættes/ støtter, hvis de aktuelle (vejr)forhold gør, at den naturlige ventilation ikke alene kan frembringe det nødvendige og tilstrækkelige undertryk og luftskifte.

Bygningens tæthed

Det bedste resultat med Winvent opnås, når bygningen har en høj grad af tæthed, som det er tilfældet for nye bygninger, eller kan tætnes, så den får det.

Det er vigtigt, at alle fuger ved døre og vinduer er tætte, dels kalfatringsfugerne mellem murværk og døre/ vinduer, dels tætningslisterne mellem dørkarm og dørblad samt mellem vindueskarm og gående rammer.

På den måde sikres det, at friskluften udelukkende tilføres gennem ventilationsvinduerne og evt. andre supplerende luftindtag.

Udsigningsareal

Winvent kræver et friareal på min. ca. 2.600 mm2 pr. ventil på ventilationsluftens vej fra luftindtagene i ventilationsvinduerne til udsugningsarmaturerne. Det betyder, at hvis der f. eks. er en dør mellem Winvent-ventilen og det nærmeste udsugningspunkt, så skal der i eller under denne være en ventilationsåbning på min. ca. 2.600 mm2 pr. ventil.